Valdemar Poulsen

Tromletelegrafon fra 1898

Nu finder Telegrafonen ret udstrakt Anvendelse ti Optagelse af "Lydstof" til senere Udsendelse i Radio, til Korrespondance og som Hjælpemiddel ved forskellige akustiske og fonetiske Undersøgelser. Den danske Radiofoni anvender f.eks. i udstrakt Grad en af A. E. G. bygget Magnetofon, der i sit Princip er ganske i Overensstemmelse med Poulsens Telegrafon. Telegrafonen er i det hele taget et videnskabeligt og teknisk Hjælpemiddel, der, saavidt jeg kan se, vil faa stigende Betydning.


Valsetelegrafon fra 1905


Også på udenlandske museer er telegrafonen udstillet. Billedet er fra Smithsonian Institution i Washington.
Billede er taget af konservator Rolf Strøm, Norsk Teknisk Museum

Af langt større Betydning er dog Valdemar Poulsens Opfindelser og Arbejde indenfor Radioteknikken. Jeg skal ganske kort skitsere de første Trin i denne Tekniks Udviklingshistorie som Baggrund for Poulsens Indsats.

Elektriske Svingninger, der danner Fundamentet for hele Radioteknikken, blev første Gang med Sikkerhed paavist i 1857 af
W. Feddersen ved Universitetet i Kiel, der jo dengang hørte til danske Monarki. Feddersens Forsøg var simpelt nok: Han lod en ladet Leydnerflaske udlade sig gennem en Traadrulle og en Gnistbane, idet han lod Lyset fra Gnisten falde paa et roterende Spejl og derefter paa en fotografisk Plade. Billedet viste da tydeligt, at Elektriciteten løb frem og tilbage gennem Gnisten altsaa, at Udladningen var svingende.

Men Svingningerne i Feddersens Svingningskreds var, om jeg saa maa sige, "lokale", de havde ingen Evne til at udbrede sig, til at "straale" ud fra Svingningskredsen. De frembragte ingen elektriske Bølger eller Radiobølger, som vi kalder dem i Dag. Og der gik ikke mindre end 30 Aar, førend det lykkedes Heinrich Hertz (1887) at paavise, hvorledes man skulle omforme den elektriske Svingningskreds for at faa den til at udsende Radiobølger.

Det var straks klart, at Hertz´ Opdagelse af de elektriske Bølge maatte blive af meget stor Betydning for den videre Udvikling af Fysikken, medens i hvert Fald Hertz selv ikke mente, at Opdagelsen ville faa nogen større teknisk Betydning. Udsigterne hertil forbedredes dog noget, da Franskmanden E. Branly i 1890 opfandt Kohæreren, den første nogenlunde følsomme Detektor for elektriske Svingninger, og allerede 1895 udførte den 21-aarige Italiener Marconi vellykkede Forsøg med traadløs Telegrafi over kortere Afstand under Anvendelse af de af Hertz og Branly vundne Erfaringer. Marconis opstilling var meget enkel og hans Metode, som Teknikbetragtet, meget primitiv. De Svingninger, der udførtes i Senderen, og de Bølger, der udgik fra denne, faldt saa hurtigt af, at hele Bølgetoget var meget kortvarigt, omkring en Tiendedel af en Milliontedel Sekund, medens der hengik omkring 0,1 Sekund mellem to paa hinanden følgende Gnister og følgelig ogsaa mellem to paa hinanden følgende Bølgetog. De 99,999 pct. Af Tiden skete der altsaa slet ingen Ting. Det hele bliver maaske tydeligere, hvis vi tager en akustisk Analogi : En Mælkedreng giver hver Søndag Morgen et Fløjt, der varer 1 Sekund, men tier pænt stille Resten af Ugen. Nogen meget afvekslende Koncert kan der jo ikke komme ud af disse ugentlige Fløjt, og lige saa lidt kunne Marconis Gnistbølger give os en traadløs Telefoni, og selv den traadløse Telegrafi, der kunne opbygges paa hans oprindelige System, maatte nødvendigt blive baade langsom og usikker. Det var derfor naturligt, at Fysikere og Teknikere med stor Iver søgte et andet og bedre Bølgesystem som Grundlag for Opbygningen af en rationel Radioteknik omfattende saavel Telegrafi som Telefoni.


P.O Pedersen og Valdemar Poulsen ved 10-års jubilæet i 1932 for den første danske radiofoniudsendelse.
 (Politikens presse foto)

Radioteknik omfattende saavel Telegrafi som Telefoni. Der var for de virkelig kyndige ingen Tvivl om Karakteren af de Bølger, man maatte ønske: De maatte være kontinuerlige, vedvarende, og kunne til Gengæld være forholdsvis svage, alt i Modsætning til de overordentlig kortvarige, men meget kraftige Gnistbølger. Udtrykt paa anden Maade: Man matte have en Generator for kontinuerlige, vedvarende Svingninger i Modsætning til Marconis Gnistgenerator.
 
Der er endnu en overordentlig betydningsfuld Forskel paa Gnistbølgerne og de kontinuerlige Bølger: Gnistbølgernes Maksimalamplitude maa, for at frembringe nogen brugelig Fjernvirkning, være fra nogle Hundrede til nogle Tusinde Gange Amplituden af de kontinuerlige Bølger. Dette i Forbindelse med Gnistbølgetogenes uhyre Kortvarighed medfører, at Gnistbølgerne virker som brutale Slag eller Stød paa alle Modtagerapparater og det næsten uafhængigt af disses Indstilling, medens de forholdsvis meget svage, men vedvarende Bølger kun sætter den Modtager i Svingning, der er afstemt for Bølgens Frekvens.

Alt dette kunne forudses af de Kyndige; det store Spørgsmål var blot: Hvordan kan man tilvejebringe en Generator for kontinuerlige Svingninger med tilstrækkelig højt Svingningstal til Anvendelse i Radioteknikken?

Omkring Aarhundredeskiftet haabede man at være lige ved Maalet, idet den engelske Fysiker og Elektrotekniker Willian Duddell 1899 paaviste, at man ved Hjælp af en almindelig Kul-Lysbue, som shuntedes med en Kondensator og en Traadrulle og forbandtes med en Jævnstrømkilde, kunne frembringe vedvarende Svingninger i Buekredsen. Duddells Iagttagelse vakte meget stor Interesse, ja Begejstring; nu haabede man i det mindste at have dey eftertragtede Maal i Sigte. Mange Forskere tog fat paa den videre Udvikling af Duddells generator, og enkelte Laboratorier oprettedes til Studium af denne. Men det gik ikke saa let, som ventet, med at omdanne Duddells Bue til en brugelig Generator for Radioteknikken. Den kunne ikke bringes til at svinge tilstrækkelig hurtigt. Den ville højst præstere 2 à 3000 Svingninger pr. Sekund, og Svingningstallet til Radiobrug skulle helst være oppe paa fra 100.000 til nogle Millioner pr. Sekund.

Ja, det saa endda ud til, at Vejen fremad var helt spærret, da Duddell selv i 1903 paaviste, at hans Bue aldrig kunne bringes til at arbejde ved disse høje Svingningstal – og Duddell var en anerkendt dygtig Eksperimentator.Trods alt var Problemet i Mellemtiden løst af Valdemar Poulsen.

Poulsens første, fundamentale Bueforsøg blev gennemført med samme geniale Simpelhed som hans Telegrafonforsøg. Hvad gjorde han da? Jo, han satte simpelthen en tændt Spritlampe under Duddells Bue, derved blev Buen meget livligere, saa den nu kunne svinge med meget højere Frekvens, op til en Million Svingninger pr. Sekund og derover.

Det var ikke tilfældigt, at Valdemar Poulsen benyttede en Spritflamme, og det var ikke alene Tanken om, at Spiritus virker oplivende, der bragte ham paa Tanken. Det laa dybere. Poulsen var klar over, at Buen ville blive livligere, naar den dannedes i en lettere Luftart og en Luftart med højere Varmeledningsevne end atmosfærisk Luft. Ren Brint var derfor det bedste, men Belysningsgas kunne f.eks. også bruges og var i mange Tilfælde bekvemmere. Men Buen maatte i saa Tilfælde brænde i et lukket Kammer, men saa havde man ogsaa den Fordel, at Buekullene næsten ikke fortæredes. Endelig viste Poulsen, at for at faa høje Frekvenser og samtidig stærke Dtrømme – altsaa en kraftig Højfrekvensgenerator – maatte Buen brænde i et efter Forholdene afpasset stærkt Magnetfelt.

Jeg kan ikke komme ind paa en nærmere Redegørelse for Udviklingen af Poulsengeneratoren, der fra den første Bue i 1902-03 paa en Brøkdel af en Kilowatt efterhaanden førte til større og større Poulsen-Buer, indtil man 20 Aar senere byggede en i Hollandsk Indien til Forbindelse med Moderlandet paa 3600 Kilowatt.

Nu havde man en ydedygtig Generator for kontinuerlige højfrekvente Strømme, men derved var alle Problemer ikke klaret. Modtagerspørgsmaalet voldte mange Vanskeligheder. Kun for traadløs Telefoni gik det af sig selv; der kunne man uden videre anvende de allerede da kendte Krystaldetektorer. Vanskeligheden var der blot at faa tilstrækkelig kraftige Mikrofoner til at modulere de udsendte Bølger. Men principielle Vanskeligheder var der ikke, det var vi alle klar over.

Helt anderledes med traadløs Telegrafi. Her kunne de da kendte Detektorer ikke bruges; men den af Poulsen opfundne "Tikker" - en særlig konstrueret automatisk Afbryder, drevet af et Hellesen-Element – klarede paa udmærket Maade Vanskelighederne op til Telegraferingshurtigheder paa omkring 30 Ord pr. Minut.

Det er indlysende, at Udviklingen af Poulsen-Systemet har krævet mange Overvejelser, utallige Forsøg og Konstruktion og Bygning af en Mængde Forsøgsapparater og Modeller samt endelig Bygning af en Række Forsøgsstationer. Og alt dette kostede mange Penge. Bankerne kunne naturligvis ikke tænke sig at anbringe penge i saadan noget underligt noget, der paa en Maade var endnu luftigere end Luft. Lykkeligvis ver der nogle private Personer, der havde saa megen Tiltro til Sagen – og Personerne – at de ville sætte Penge i den og ofre Arbejde paa dens forretningsmæssige Udnyttelse.


Fra Post- og telegrafvæsenets laboratorium 1905.
Til venstre i billedet ses flere små buesendere.

For at prøve Systemet i Praksis maatte der som nævnt bygges Forsøgsstationer. Den første oprettedes i Lyngby (Egentlig i Bagsværd; men den er kendt Verden over som Station Lyngby) i 1904. Den var meget beskeden; men ledende Radioteknikere fra alle Verdensdele har der med Forundring og Beundring studeret Poulsen-Systemets Præstationer.
 
De første Modtageforsøg gjordes i Virum, en Luftlineafstand fra Lyngby-Stationen paa 3 km. Vi opnaaede aldrig at faa nogen pålidelig Forbindelse der. Med andre Ord, Modtagetteknikken maatte forbedres, og det blev den. Vi gik saa straks til en i Taastrup; det gik godt. Derefter en Sende- og Modtagerstation i Lynæs, 45 km. fra Lyngby. Saa en Station i Esbjerg, derefter 1906 ved Newcastle i England (ca. 900 km.) og i 1907 ved Knockroe i Nærheden af Tralee i Irland (ca. 1500 km.).

Endelig paabegyndtes i 1913 to Atlanterhavsstationer, Ballybunion paa Irlands Vestkyst og New Brunswick i Canada. Disse to Stationer var lige ved at blive færdige ved Verdenskrigens Begyndelse, der afbrød Valdemar Poulsens og hans danske Medarbejderes praktiske Medarbejde ved Poulsen-Stationer i Udlandet; disse blev alle beslaglagte af de respektive Regeringer.

Ogsaa Lyngby-Stationen blev ved Krigens Begyndelse overtaget af Telegrafvæsenet, der viste megen Interesse og Forståelse for den videre Udbygning af Systemet.

Men jeg maa nu gaa tilbage til Aarene 1909-10.

Den første store Erobring var den tyske Flaade, der i Aarene forud for den første Verdenskrig indførte Poulsen-Systemet i alle større Krigsskibe; men det skulle holdes hemmeligt og blev en Overgang officielt benægtet. Lidt senere fulgte den tyske Hær med, og ved Krigens Slutning raadede Tyskland – og det udtaltes officielt – over omkring 100 ret store Poulsen-Stationer. Jeg har altid beundret, at den tyske Flaadeledelse trods Modstand fra Kejserens Side og en anden stærk Modstand gennemførte Anvendelsen af Poulsen-Systemet.

Den næste var U.S.A.s Marine, der dels indførte Poulsen-Systemet i en Række Krigsskibe, men navnlig byggede en Række store Landstationer med Poulsen-Systemet, dels til at sikre Forbindelsen mellem Washington og Panamakanalen, dels Forbindelsen over Stillehavet. Jeg kan nævne: Arlingtonstationen (100 kw) ved Washington, Darien (200kw) ved Panamakanalen, San Diego (200 kw), Californien, Pearl Harbour, Honolulu, Cavite, Philippinerne, begge de sidste paa 500 kw.

Og da U.S.A. i 1917 gik ind i verdenskrigen, var Oprettelsen af en kæmpemæssig Poulsen-Station i Nærheden af Bordeaux, der var deres base i Frankrig, noget af det første, Amerikanerne tog fat paa. Antennen bæres af otte 250 m. høje Staaltaarne, og Stationen havde to 1000 kw Poulsen-Buer.

I Aarene fra 1910 til Verdenskrigens Begyndelse byggedes af det private Telgrafselskab, der ejede Poulsen-Rettighederne, en Række Landstationer efter Poulsen-Systemet i den mellemste og vestlige Del af U.S.A og paa Honolulu, bl.a. i San Fransisco, Sacramento, Chicago og Honolulu.

Den engelskeFlaade var før Verdenskrigen begyndt at interessere sig for Poulsen-Systemet. Denne Interesse steg meget stærkt, efter at en tysk Flaadeafdeling under Admiral Cradock ved Chiles Vestkyst den1. november 1914. Den tyske Flaade havde Poulsen-Apparater, den engelske Gnistapparater, saa englænderne kunne intet høre af den tyske Radiokorrespondance, medens Tyskerne uden videre hørte den engelske. En Række af de store engelske Slagskibe og Krydsere fik nu Poulsen-Stationer, og der oprettedes ligeledes kraftige Landstationer efter dette System. Henad mod Krigens Slutning førtes den overvejende Del af Radiokorrespondancen over lange Afstande "via Poulsen". Dette gjaldt saaledes Radioforbindelsen mellem England og den engelske Flaade i det østlige Middelhav.
I Frankrig var det især Hæren, der straks fra Krigens Begyndelse interesserede sig stærkt for Poulsen-Systemet, og der oprettedes en Række store Poulsen-Stationer, saaledes i Eiffeltårnet, i Lyon og Nantes.

Angaaende den traadløse Telefoni kan jeg fatte mig i stor Korthed. Med poulsen-Buen som Udgangspunkt frembød Etableringen af traadløs Telefoni, som før nævnt, ingen principielle Vanskeligheder, og Poulsen udtog allerede 1904 et Patent paa forskellige særlige Anordninger for Buens Anvendelse til traadløs Telefoni.

Lysbuesender på Lyngby Radion i 1905.
(Foto, Charles Sørensen)

Mangelen paa Vanskeligheder gjorde, at Problemet frembrød mindre teknisk Interesse, og for den forretningsmæssige Udnyttelse havde den traadløse Telegrafi uden Tvivl da meget større Interesse end den traadløse Telefoni. Jeg maa have Lov til at illustrere det ved et eksempel. Vi forsøgte omkring 1907-08 at interessere den danske Marine i traadløs Telefoni, som delvis Erstatning for traadløs Telegrafi, og der blev derfor anstillet en Række Telefonforsøg fra Lyngby Station til Orlogsværftet. Forsøgene forløb godt; Det indrømmedes fra Marinens side, at denne traadløse Telefon var ligesaa tydelig som den almindelige Telefon, maaske endda lidt tydeligere, men selv den Sikkerhed, en saadan Telefonforbindelse kunde give, var efter Marinens Opfattelse ikke tilstrækkelig til, at man turde forlade den traadløse Telegrafi til Fordel fordel traadløse Telefoni.
Da K. T. A. S. dengang som nu gav særdeles gode Telefonforbindelser, saa vi ingen Vej frem til at gøre Radioforbindelsen væsentlig bedre. Denne Afgørelse fraMarinens Side stimulerede jo ikke Lysten til at sætte nogen stor Energi ind paa den videre Udvikling af Radiotelefonen, men der byggedes dog nogle Telefonsæt til Udstillingen i Aarhus 1909, og man demonstrerede lejlighedsvis traadløs Telefoni fra Lyngby til København, saaledes til Hærens og Flaadens Udstilling i Industribygningen foraaret 1909.

Senere gjordes Forsøg med traadløs Telefoni mellem Lyngby og Stationerne i Lynæs, Esbjerg, Berlin og flere Steder. Men man havde jo dengang kun "Krystallytning" og ingen Elektronrørsforstærkere, saa Lydstyrken aftogmeget stærkt med Afstanden.

Poulsen-Systemets Fremkomst medførte dels, at de konkurrerende selskaber maatte sætte al Kraft ind paa Udviklingen af de af dem benyttede Gnistsystemer, der da ogsaa forbedredes en hel Del i Begyndelsen af Aarhundredet, dels at man søgte efter andre Midler end Poulsen-Buen til at frembringe kontinuerlige højfrekvente Svingninger. Der udvikledes da ogsaa en Række sindrige og ydedygtige mekaniske Højfrekvensgeneratorer, men Poulsen-Systemet ville have kunnet hævde sig smukt i Kampen mod disse, hvis de ikke alle var blevet nødt til at strække Gevær overfor Elektronrøret, der i de sidste 10 til 15 Aar har behersket Radioteknikken – og vel ogsaa i Fremtiden vil beholde sin Førerstilling paa dette Felt.

Men jeg er dog slet ikke sikker paa, at Poulsen-Buen har udspillet sin Rolle. Den er stadig det bekvemmeste og billigste Middel til Frembringelse af højfrekvente Svingninger, og hvis Anvendelsen af højfrekvente Lydsvingninger har en Fremtid for sig, og det er ikke usandsynligt, saa kan det meget godt være, at Poulsen-Buen der bliver kaldt Kraftkilden.

Men hvor overordentlig stor end Poulsen-Systemets Betydning en Overgang har været for den praktiske Radioteknik og uanset Buens Fremtidsmuligheder, saa ligger den største Betydning af Poulsens indsats uden mindste Tvivl deri, at han gennem Indførelsen af de kontinuerlig Bølger tvang – ja, netop tvang, thi Modstanden var fra mange Sider meget stor – Udviklingen af Radioteknikken ind i et rationelt Spor, hvor Forsøg og Teori siden da paa vidunderlig Maade har samvirket til Fremme af Radioteknikkens eventyrlige Udvikling.


En Valdemar Poulsen buesender. Fabrikat M.P. Pedersen.
Benyttet på Lyngby Radion.
(Foto Schou-Jo)

I tiden op til den anden Verdenskrig var den almindelige opfattelse ved bedømmelsen af Valdemar Poulsens indsats, at det var opfindelsen af buegenratoren, der havde haft den langt største betydning, og som ville bevare hans navn længst for eftertiden; men det skulle imidlertid blive opfindelsen af "Telegrafonen", som efter videreudviklingen under og efter verdenskrigen kom til at få den mest afgørende betydning i vor tids – og fremtidens – elektronik.

P. O. Pedersen sagde allerede i sin tale i 1939 (hvor AEG et par år tidligere havde videreudviklet Telegrafonens princip i den nye "Magnetofon"), at Telegrafonen, så vidt han kunne se, var et videnskabeligt og teknisk hjælpemiddel, der ville få stigende betydning

Han kunne imidlertid ikke den gang ane, hvor revolutionerende dens senere udvikling ville blive. Selv om nye forskningsresultater og opfindelser har bidraget til vore dages udnyttelse af det magnetiske registreringsprincip indenfor teknik, videnskab og forskning – til fjernstyring i industrien, til elektronisk databehandling, til anvendelse i satellitter og rumskibe og meget andet – så er det dog Valdemar Poulsens grundlæggende opfindelse, som den videre udvikling bygger på.
Derfor vil P. O. Pedersens personlige afslutningsord ved festen den 23. november 1939 også i dag have aktuel gyldighed :

Kære Poulsen, Du vil altid og ubestridt staa som en af Radioteknikkens fornemste Pionerer, og vi bøjer os i dybeste Ærbødighed for Dig og med hjertelig Tak til Dig for, hvad Du har udrettet til Radioteknikkens Fremme, til Glæde for alle Dine Venner, til Hæder for vort Land.

I de 30 år, der siden er gået, er det ligesom man både herhjemme og ude i verden er ed at glemme Valdemar Poulsen og hans store betydning. Man kan opleve i blade og bøger at se Edison nævnt som båndoptagerens og Marconi som radioens opfinder.

Derfor bør vi ved enhver lejlighed, "til hæder for vort land", minde vor egen tid og fremtiden om, at medens det var Edison, der opfandt den første mekaniske lydregistrering med "Fonografen", og Marconi, der opfandt den trådløse telegrafi, så var det den geniale danske opfinder Valdemar Poulsen, der med sin buegenerator skabte den følgende betydningsfulde udvikling og forbedring af den trådløse telegrafi til praktisk udnyttelse, og som ved at løse problemet med den trådløse telefoni muliggjorde radiofonen og derfor med fuld ret kan betragtes som radiofonens opfinder. Og endelig, at det var Valdemar Poulsen, der ved opfindelsen at "Telegrafonen" blev båndoptagerens opfinder og skabte grundlaget for den seneste fantastiske udnyttelse af den magnetiske registrering på elektronikkens område, og dermed har indskrevet sit og Danmarks navn i den tekniske historie.